kapitel11-dk

11. Øre / næse / hals lidelser

Patient med akut otitis media.

Accepteres ikke på rute- og charterfly.

Foto: B. Welleschi

 

Alment

 

Mellemører og bihuler er delvist aflukkede luftfyldte hulrum, som kan give anledning til en række ube-hagelige symptomer, når en person udsættes for ændringer i det omgivende tryk under omstændigheder, hvor personens trykudligningsmuligheder er utilstrækkelige. Personen får et såkaldt barotraume.

Den indespærrede luftmængde i mellemører og bihuler udvider sig under flyets opstigning. Ved "cruising altitude", hvor kabinetrykket er 3/4 atm, vil denne luftmængde fylde 1,4 x dens oprindelige volumen. Imidlertid tillader normalt både tuba Eustachii og bihuleostier passiv udligning af overtryk og opstigning giver således oftest ikke anledning til gener.

Under nedstigning øges det omgivende tryk igen. Trykudligning af mellemørene kræver under disse for-hold, at tuba Eustachii åbnes aktivt med jævne mellemrum, som det sker under normale forhold i kraft af hyppige, uvilkårlige synkebevægelser. Trykudligningen af mellemørene kan vanskeliggøres, hvis der er ødem i det Eustachii'ske rør på grund af infektion, allergi eller traume. Udover akutte øresmerter ses ved flyvning sjældne tilfælde ruptur af trommehinden.

Trykudligning af bihulerne kræver ligeledes, at slimhindeforholdene omkring bihulernes ostier er normale. Det væsentligste symptom ved det akutte bihulebarotraume er smerter, der kan være meget voldsomme.

Tubas ventilfunktion ved

overtryk i mellemøret (A)

og ved undertryk med

tubablokade (B).

 

Personer, der på grund af kataralia har risiko for at udvikle et barotraume af mellemøre eller bihuler, samt personer, der generelt har let ved at udvikle barotraume, bør før flyvning anvende slim-hindedetumescerende næsespray som f.eks. oxymetazolin eller xylometazolin.

Et fuldstændig væskefuldt mellemøre eller bihule, vil ikke reagere på trykændringer - og kan dermed heller ikke blive udsat for barotraume under flyvning.

 

 

Otitis media

 

Barootitis media

Et barotraume af mellemøret under flyvning vil, som ovenfor nævnt, i praksis kun opstå i forbindelse med descent. Hvis trykforøgelsen i omgivelserne ikke ledsages af en nogenlunde samtidig trykudligning af mellemøret, vil dette medføre øresmerter, transsudation af væske til mellemøret og hørenedsættelse. Valsalvas manøvre (ekspiration med lukket mund ved samtidig sammenklemning af næsen) eller anven-delse af en Otovent-ballon, som kan pustes op med næsen under descent, kan forebygge mellem-ørebarotraumer.

Hvis barotraumet er opstået i forbindelse med mellemlanding, er der ingen grund til af afbryde turen. Tværtimod vil en ny opstigning normalisere tilstanden, og personen får - evt. efter anvendelse af detu-mescerende næsespray - en ny chance for at trykudligne mellemøret under den efterfølgende descent.

I øvrigt er der sjældent grund til at behandle et mellemøre-barotraume, idet tilstanden normaliseres timer til dage efter flyvningens afslutning. Detumescerende næsespray hjælper ikke direkte på det eta-blerede mellemøre-barotraume, men kan bruges forebyggende og til at lette den behandlende Valsalva ved det etablerede barotraume. Det skal endelig bemærkes, at intuberede patienter og patienter med nasogastrisk sonde alle har tubadysfunktion.

 

Akut sekretorisk otitis media

Tilstanden optræder i forbindelse med forkølelse og er især hyppig hos børn. I tilstandens begyn-delsesstadie, hvor der endnu er luft i mellemøret, vil mellemøret ikke kunne trykudlignes i forbindelse med flyets descent.

Patienter med akut sekretorisk otitis media bør derfor om muligt undgå at flyve.

 

Kronisk sekretorisk otitis media

Formentlig omkring 80% af alle småbørn har på et eller andet tidspunkt haft en længere varende sekretorisk otitis media (SOM). Tilstanden opstår pga. en manglende heling af den akutte SOM eller som en følge af en akut purulent otitis media. Tilstanden er karakteriseret ved, at mellemøret er fyldt med mu-køst sekret.

Varer tilstanden tilstrækkelig længe (mere end 4-6 måneder), vil barnet oftest blive tubuleret (ven-tilationsdræn i trommehinden), og der er under disse omstændigheder ingen problemer ved flyvning.

Er mellemøret helt væskefyldt, er der ingen kontraindikationer for flyvning.

Hvis der ikke er anlagt dræn, bør patienten vurderes af otolog inden flyvning.

 

Akut purulent otitis media

Ved akut purulent otitis media vil der i begyndelsen være både pus og luft i mellemøret. Senere er der ofte kun pus, der kan stå under forhøjet tryk.

De fleste flyselskaber tillader ikke, at patienter med akut purulent otitis media flyver. De kræver normalt at infektionen skal være overstået, samt at patienten igen skal kunne ventilere mellemøret.

Hvis trommehinden er rumperet eller paracenteret, er der ingen hindring for flyvning.

 

Kronisk granulomatøs otitis media

Ved den kroniske granulomatøse otitis media har patienten typisk en central perforation af trommehinden og mere eller mindre vedvarende purulent sekretion fra slimhinden. Der er intet til hinder for, at sådanne patienter må flyve.

 

Kronisk cholesteatomatøs otitis media

Klinisk er dette ikke en entydig tilstand. Patogenetisk drejer det sig i de fleste tilfælde om en komplikation til langvarig tubadysfunktion. Hvis patienten har et velventileret mellemøre gennem en trommehindeperforation, er der intet, der kontraindicerer flyvning. Mange patienter har imidlertid mere eller mindre aflukkede mellemøreafsnit eller aflukning til antrum og mastoidalcellerne. Disse patienter kan få betydelige gener i forbindelse med flyvning.

Hvis patienten ydermere har en buegangsfistel, er der en reel risiko for dekompression af det indre øre med risiko for varige skader i dette. Patienter med cholesteatommistanke bør vurderes af otolog inden flyvning.

 

Sequelae efter otitis media

Tørre centrale perforationer af trommehinderne udgør ingen hindring for flyvning. Noget tilsvarende gør sig gældende for de helt tynde, uelastiske, atrofiske partier, man ofte ser i trommehinderne som konsekvens af langvarige tubadysfunktionstilstande. Disse atrofier brister let ved pludselige tryk-ændringer, men det medfører sædvanligvis ingen særlige gener for patienten.

Ved den kroniske adhæsive otitis media er mellemøret ofte helt atelektatisk og dermed ufølsomt for tryk-ændringer i omgivelserne.

 

 

Mellemørekirurgi

 

Efter operation i mellemøret bør man principielt vente med at flyve, indtil man er i stand til at ventilere mellemøret ved Valsalvas manøvre. Dette er normalt tilfældet 21 dage efter operation.

 

Cochlear Implants

Cochlear Implants (CI) er et indopereret høreapparat med elektrode direkte ind i cochlear og med mikrofon bag øret. Ved magnetisk induktion overføres signal fra den ydre receiver til den indopererede elektrode. De markedsførte CI-apparater er alle testede mhp. flyvning og udgør ej heller fare for flyets instrumenter. Under flyvning udgør trykændringer ej heller et problem.

 

 

Sinuitis

 

Akut sinuitis medfører en betydelig risiko for udvikling af bihulebarotraume ved flyvning.

Patofysiologisk er der en glidende overgang mellem en banal forkølelsestilstand og akut sinuitis.

Grænsen ligger formentligt ved de tilfælde, hvor trykudligningsforholdene i bihulen begynder at blive påvirket, og der som følge heraf opbygger sig et spontant undertryk i bihulen med transsudation gennem slimhinden til følge. Hvis der er smerter over bihulerne eller smerter i ansigtet ved fremoverbøjning, må man formode, at der er sekret i bihulerne. Hovedreglen er, at en patient, der har kliniske tegn på akut sinuitis, ikke bør flyve.

 

 

Epistaxis

 

Nyopstået epistaxis skal være behandlet inden afrejse. Patienter med næsetamponade bør ikke flyve, idet tamponaden gør det vanskeligt eller umuligt at trykudligne bihuler og evt. mellemører. Ved evt. anvendelse af intra-nasale balloner må man desuden undgå anvendelse af luft til at puste dem op, da ballonen i så tilfælde ekspanderer når omgivende tryk falder. Den tørre luft i fly disponerer endvidere til epistaxis.

 

 

Kataralia & nasal allergi

 

Enhver patient med forkølelse eller symptomgivende høfeber løber en regulær risiko for barotraume af mellemøre og bihuler og bør om muligt undlade at flyve. Hvis flyvning ikke kan udsættes, bør slim-hindedetumescerende næsespray hhv. allergimedicin anvendes.

 

 

Mandibel/maxil-frakturer, næsefrakturer

 

Ved mandibel- og maxilfrakturer foretages næsten altid reposition, osteosyntese og sammenbinding af over- og underkæbe (intermaksillær fiksation). Sammenbindingen sker efter anlæggelse af skinner på tandsættet og sammenbindingen af skinnerne sker enten med ståltråd eller elastikker.

Uanset om der anlægges en stiv eller en elastisk fiksation, vil patienten ikke kunne åbne munden.

Hvis ikke frakturen er så stabil, at den intermaksillære fiksation kan fjernes under flyvningen, skal en sådan patient ledsages af læge eller sygeplejerske, medbringende "wiresaks" for - om nødvendigt - at kunne fjerne fiksationen.

Ved næsefrakturer vil der ofte være anlagt en næsetamponade, som medfører, at det bliver meget vanskeligt eller umuligt at trykudligne såvel bihuler, som mellemører. Sådanne patienter bør derfor ikke flyve før tamponaden kan undværes. Ved mere komplicerede ansigtsfrakturer bør man før flyvning sikre frie luftveje ved intubation eller tracheostomi, ligesom evt. intrakranielt placeret luft skal udelukkes.

Blotning af tandrod giver ved flyvning i sig selv ikke yderligere gener, men en dårlig fyldning som ind i mellem lader luft passere, vil kunne give anledning til udtalte smerter ved både opstigning og decent.

 

 

Tonsillectomi

 

Efterblødningsrisikoen efter tonsillectomi ophører først, når belægningerne på tonsillejerne afstødes efter 1-2 uger. En efterblødning kan være ret voldsom (i enkelte tilfælde fatal). Patienten bør derfor ikke flyve før belægningerne med sikkerhed er afstødt.

 

 

Tracheostomi

 

Nyligt tracheostomeret

En nyligt tracheostomeret patient skal ledsages af anæstesilæge eller -sygeplejerske, der er i stand til at skifte kanyle på patienten, suge trachea og ventilere patienten på tuben/kanylen om nødvendigt.

Patienten bør, om muligt, udstyres med en dobbeltkanyle, således at man ved fjernelse af inderkanylen øjeblikkeligt kan skaffe frie luftveje, hvis kanylen tilstoppes. Den meget tørre luft i fly disponerer til skorpedannelse. Der skal medbringes sug og ventilationsudstyr. Det er hensigtsmæssigt at medbringe en spray med saltvand eller blot en injektionssprøjte med en kanyle ved hjælp af hvilken, man kan sprøjte saltvand gennem kanylen/tuben ned i trachea. Egentlige luftfugtningsanlæg kan være vanskelige at administrere under flyvning, men vil naturligvis være hensigtsmæssige.

 

Kronisk tracheostomeret

En kronisk tracheostomeret patient kræver ingen særlige forholdsregler ved flyvning.

 

 

Svimmelhed under flyvning

 

De fleste oplever ikke andet ubehag under flyvning end evt. transportsyge. Personer med tubadysfunktion vil dog kunne opleve såkaldt alternobar svimmelhed, som angives at være en pludselig kraftig rotatorisk svimmelhedsfornemmelse forårsaget af et mindre mellemøretryk i den ene side i forhold til den anden. Mellemøretrykket tænkes at kunne forplante sig ind til indre øre, hvilket forklarer tilstanden. Specielle sygdomme gør, at visse patienter lider af en udtalt trykfølsom svimmelhed. Afhængig af patientens aktuelle tilstand kræves en særlig vejledning forud for flyrejse. Herunder hyppig men forsigtig Valsalva supperet med detumescerende næsedråber.

 

 

 

 

< Forrige side Næste side >