kapitel19-dk

19.  Øvrige medicinske lidelser

Medicin bør transporteres i original emballage, så man ved behov kan se, hvilken medicin passageren får.

Alment


I dette afsnit omtales nogle udvalgte medicinske sygdomme og tilstande, som ikke er beskrevet i tid-ligere afsnit, og som kan give problemer under flyvning.



Anæmi


Anæmi er en tilstand, hvor organismens samlede indhold af hæmoglobin er nedsat.

Eftersom hæmoglobin er ansvarlig for blodets ilttransport, vil anæmi medføre risiko for hypoxi i vitale organer i forbindelse med lufttransport, hvor det lavere tryk i kabinen medfører reduceret ilttilbud i ind-åndingsluften.

Når man vurderer, om en patient med anæmi er i stand til at tåle en flytransport, skal man være op-mærksom på, om blodets iltbærende evne er reduceret af andre årsager, herunder forgiftninger og kul-ilteindånding ved f.eks. tobaksrygning. Lungestase, emfysem, atelektaser eller lungeinfarkt kan ligeledes medføre nedsat iltning af blodet.


Almindeligvis bør lufttransport ikke gennemføres, hvis blodets hæmoglobinkoncentration i en stabil fase er lavere end følgende grænser:


Akut anæmi             6,0 mmol/I               (ca. 10 gram/100 ml)

Kronisk anæmi         4,5 - 5,0 mmol/I       (ca.   8 gram/100 ml)



Hæmoglobinkoncentration mindre end ovenstående værdier bør så vidt muligt korrigeres, eventuelt med blodtransfusion førend transporten indledes, og i så fald til et stabilt niveau ca. 1 mmol/I over den anbefalede grænseværdi.

Med i overvejelserne om patienten skal have blodtransfusion, skal tages risikoen for blodbåren smitte med bl.a. HIV, HBV og HCV, specielt hvis patienten befinder sig et sted, hvor der kan være tvivl om til-strækkelig screening af transfusionsblod.

Ved tvingende nødvendig transport af patienter med sværere grader af anæmi end de nævnte grænser bør der gives kontinuerlig ilt under flyvningen.

Endelig skal årsagen til anæmi være kendt, og en eventuel risiko for forværring af tilstanden under trans-porten så vidt muligt være elimineret.


SeglceIIeanæmi

Et særligt problem for lufttransport er seglcelleanæmi. Denne anæmi er genetisk betinget og forårsages af et særligt hæmoglobinmolekyle, som er ustabilt ved "stress situationer" såsom infektioner, kulde, dehydrering og nedsat ilttension - som f.eks. under flyvning. Seglcelleanæmi ses primært mennesker der kommer fra Afrika nær ækvator. Da der er mange mennesker med afrikanske rødder specielt i Amerika, men også i Europa ses seglcelleanæmi nu hyppigere i disse områder.

Homozygoter har en karakteristisk kronisk hæmolytisk anæmi. Den hypoxi, som flyvning i rute- og charterfly medfører, kan hos homozygoter resultere i en seglcellekrise, specielt hvis de i forvejen har været udsat for infektion eller lignende,.

Heterozygoter er almindeligvis raske uden anæmi.

Generelt bør homozygoter med anæmi eller nyligt overstået seglcellekrise (inden for 1 uge) ikke flyve. Hvis de alligevel skal flyve i denne periode, bør de være optransfunderede og evt. have ilt under turen.

Flyselskabernes regler for homozygoter med seglcelleanæmi varierer fra kravet om, at der skal være gået 1 uge siden overstået seglcellekrise til krav om total optransfundering før enhver flyvning og evt. ilt under flyvning. Der anbefales hyppige små gåture ved længere flyvning.

Flyselskaberne har ingen restriktioner for heterozygoter.



Diabetes Mellitus


Patienter med type 2 diabetes i tabletbehandling har sjældent noget flyvemæssigt problem.

I dette afsnit omtales derfor kun forholdsregler for patienter med insulinkrævende diabetes, primært gældende for type 1 diabetikere.


Velreguleret insulinkrævende diabetes

Alle patienter med insulinkrævende diabetes bør ved flyrejser tage visse forholdsregler. Dette gælder naturligvis specielt ved længere rejser.

  • • Patienten skal være velreguleret og evt. kontrolleret hos læge eller ambulatorium.
  • • Der bør altid medbringes diabetes-identifikationskort på engelsk, bl.a. for at undgå problemer med
  • medicin og injektionsudstyr, når man skal igennem security i lufthavnen.
  • • Medbring nok medicin til hele ferien.
  • • Der skal bestilles diabeteskost hos flyselskabet. For en sikkerheds skyld skal der også medbringes en
  • mindre mængde diabeteskost samt druesukkertabletter i håndbagagen i tilfælde af flyforsinkelser
  • m.m.
  • • AI insulin til flyrejsen og opholdet inkl. udstyr til injektion, skal opbevares i håndbagagen. Fordel om
  • muligt insulinen mellem patient og rejseledsager. Insulin tåler ikke den kraftige kulde, som der kan
  • være i flyets lastrum. Selvom insulin holder sig bedst i køleskab, kan det holde sig en måned ved
  • stuetemperatur. Ved risiko for kraftig opvarmning på turen kan insulinen med fordel transporteres i
  • en lille termoflaske, indtil den atter kan komme i køleskab. Man kan også benytte en lille køletaske,
  • men insulinen må ikke ligge op ad køleelementet.
  • • Medbring også blodsukkerapparat og teststrimler i håndbagagen. Teststrimler til blodsukkerapparater
  • må ikke udsættes for kulde.
  • • Ved rejse over mange tidszoner kan det være svært at sikre en rimelig indgift af insulin og indtagelse
  • af måltider. Der bør inden turen udfærdiges en plan over tiderne for dette, og blodsukker bør
  • kontrolleres regelmæssigt undervejs.
  • • Hvis patienten rejser alene, bør denne fortælle kabinepersonalet om sin diabetes.
  • • Ældre patienter med insulinkrævende DM, der har svært ved at klare selvkontrollen og overskue
  • tidsplaner, bør ved længere flyture rejse med en ledsager, der er i stand til at hjælpe med dette.
  • • Hvis diabetespatienten rejser med en ledsager, bør der medbringes glucagon, hvis ledsageren er i
  • stand til at administrere denne injektion ved hypoglykæmi.
  • • Husk også at medbringe evt. anden vigtig medicin til mindst 2-3 dages forbrug i håndbagagen i
  • tilfælde af, at kufferter er forsinkede eller bortkommer.
  • • Den bedste forudsætning for, at en lang rejse forløber ukompliceret for en diabetespatient er, at
  • denne har godt kendskab til sin sygdom og er fortrolig med kontrol og behandling af denne.


Dårligt reguleret type 1 diabetes

I forbindelse med uopsættelig eller længerevarende transport af en patient med vanskelig indstillelig blodsukkerniveau, vil der ofte være behov for ledsagelse af en læge, der kan monitorere patientens blodsukker og urin undervejs, og som vil være i stand til at behandle både hyper- og hypoglykæmi.


Comna diabeticum

De fleste flyselskaber accepterer først lufttransport af patienter efter egentligt coma diabeticum, når patienten er stabiliseret, og der er gået mindst 5 døgn efter hændelsen.



Nyre- og urinvejslidelser


Nyresten / uretersten

Nyrestensanfald kan være særdeles smertefuldt, og hvis man lige haft et anfald, bør man ikke flyve. Patienten bør have foretaget en CT-scanning eller ultralydsundersøgelse. Hvis det drejer sig om ukompliceret uretersten (ingen urostase eller infektion), kan patienten rejse med fly som rask, når denne har været smertefri i 72 timer. Dette er uanset om der stadig er sten i ureter.

Hvis en patient der stadig har symptomer må flyves til behandling - pga. manglende behandlings- eller undersøgelsesfaciliteter på skadestedet - bør denne ledsages af læge der kan smertedække patienten.


Afløbshindring

Ved forekomst af afløbshindring i fraførende urinveje, herunder uretersten eller blødning med mulighed for udvikling af blæretamponade, bør tilstanden være optimalt belyst og så vidt muligt behandlet eller aflastet før lufttransport.


Uræmi

Ved planlægning af transport af en uræmipatient skal der tages hensyn til behov for minimal- eller mak-simal væskeindtagelse, eventuelle begrænsninger i kostens elektrolytindhold, tilstedeværelsen af led-sagende arteriel hypertension samt grad af anæmi.


Dialyse

En person i kronisk dialysebehandling har under almindelige omstændigheder ikke behov for ledsagelse under lufttransport.

For patienter i hæmodialyse gælder, at behandlingen skal optimeres før transport. Der skal planlægges dialyse lige før afrejse, og det skal sikres, at patienten er ventet og behandling mulig efter ankomst til bestemmelsesstedet. Eventuelle dialysekatetre eller adgangsveje til blodbanen skal være sikrede.

Mange patienter er i behandling med kronisk ambulant peritonealdialyse (CAPD).

En sådan behandlingsform kan principielt gennemføres under længerevarende lufttransporter, og med patienten siddende i flysæde med god plads og mulighed for tilbagelænet ryglæn - typisk på business class. Der kan være behov for mindre reduktion i indløbsmængden af dialysevæske, blandt andet fordi sådanne patienter altid har små mængder fri luft (op til 100 ml) i peritoneum.





< Forrige side     Næste side >