Alment

I dette afsnit omtales nogle udvalgte medicinske sygdomme og tilstande, som ikke er beskrevet i tidligere afsnit, og som kan give problemer under flyvning.

Anæmi

Anæmi:

Ved akut anæmi, hvor blødning er stoppet og patienten er stabil bør lufttransport almindeligvis ikke gennemføres, hvis blodets hæmoglobinkoncentration lavere end

                                            5,3 mmol/I                          (ca. 8,5 gram/100 ml)

Man bør afvente indtil hæmoglobin er kommet over grænsen igen.

Hvis det er meget vigtigt at transportere en patient der har lavere hæmoglobin end ovenstående grænse kan dette evt. gennemføres med kontinuerlig ilt under flyvningen.

Patienter med kronisk anæmi (som f.eks. ved uræmi) tåler ofte anæmien godt. De må normalt rejse med fly, hvis de kan klare almindelig fysisk aktivitet (gå 50 m og op ad trappe til 1. sal uden væsentlig dyspnoe), selvom hæmoglobin er under 5,3 mmol/l.

SeglceIIeanæmi

Et særligt problem for lufttransport er seglcelleanæmi. Denne anæmi er genetisk betinget og forårsages af et særligt hæmoglobinmolekyle, som er ustabilt ved "stress situationer" såsom infektioner, kulde, dehydrering og nedsat ilttension - som f.eks. under flyvning. Seglcelleanæmi ses primært mennesker der kommer fra Afrika nær ækvator. Da der er mange mennesker med afrikanske rødder specielt i Amerika, men også i Europa ses seglcelleanæmi nu hyppigere i disse områder.

Homozygoter har en karakteristisk kronisk hæmolytisk anæmi. Den hypoxi, som flyvning i rute- og charterfly medfører, kan hos homozygoter resultere i en seglcellekrise, specielt hvis de i forvejen har været udsat for infektion eller lignende,.

Heterozygoter er almindeligvis raske uden anæmi.

Generelt bør homozygoter med anæmi eller nyligt overstået seglcellekrise (inden for 1 uge) ikke flyve. Hvis de alligevel skal flyve i denne periode, bør de være optransfunderede og evt. have ilt under turen.

Flyselskabernes regler for homozygoter med seglcelleanæmi varierer fra kravet om, at der skal være gået 1 uge siden overstået seglcellekrise til krav om total optransfundering før enhver flyvning og evt. ilt under flyvning. Der anbefales hyppige små gåture ved længere flyvning.

Flyselskaberne har ingen restriktioner for heterozygoter.

Diabetes Mellitus

Patienter med type 2 diabetes i tabletbehandling har sjældent noget flyvemæssigt problem.

I dette afsnit omtales derfor kun forholdsregler for patienter med insulinkrævende diabetes, primært gældende for type 1 diabetikere.

Velreguleret insulinkrævende diabetes

Alle patienter med insulinkrævende diabetes bør ved flyrejser tage visse forholdsregler. Dette gælder naturligvis specielt ved længere rejser.

• Patienten skal være velreguleret og evt. kontrolleret hos læge eller ambulatorium.
• Der bør altid medbringes diabetes-identifikationskort på engelsk, bl.a. for at undgå problemer med medicin og injektionsudstyr, når man skal igennem security i lufthavnen.
• Medbring nok medicin til hele ferien.
• Der skal bestilles diabeteskost hos flyselskabet. For en sikkerheds skyld skal der også medbringes en mindre mængde diabeteskost samt druesukkertabletter i håndbagagen i tilfælde af flyforsinkelser m.m.
• AI insulin til flyrejsen og opholdet inkl. udstyr til injektion, skal opbevares i håndbagagen. Fordel om muligt insulinen mellem patient og rejseledsager. Insulin tåler ikke den kraftige kulde, som der kan være i flyets lastrum. Selvom insulin holder sig bedst i køleskab, kan det holde sig en måned ved stuetemperatur. Ved risiko for kraftig opvarmning på turen kan insulinen med fordel transporteres i en lille termoflaske, indtil den atter kan komme i køleskab. Man kan også benytte en lille køletaske, men insulinen må ikke ligge op ad køleelementet.
• Medbring også blodsukkerapparat og teststrimler i håndbagagen. Teststrimler til blodsukkerapparater må ikke udsættes for kulde.
• Ved rejse over mange tidszoner kan det være svært at sikre en rimelig indgift af insulin og indtagelse af måltider. Der bør inden turen udfærdiges en plan over tiderne for dette, og blodsukker bør kontrolleres regelmæssigt undervejs.
• Hvis patienten rejser alene, bør denne fortælle kabinepersonalet om sin diabetes.
• Ældre patienter med insulinkrævende DM, der har svært ved at klare selvkontrollen og overskue tidsplaner, bør ved længere flyture rejse med en ledsager, der er i stand til at hjælpe med dette.
• Hvis diabetespatienten rejser med en ledsager, bør der medbringes glucagon, hvis ledsageren er i stand til at administrere denne injektion ved hypoglykæmi.
• Husk også at medbringe evt. anden vigtig medicin til mindst 2-3 dages forbrug i håndbagagen i tilfælde af, at kufferter er forsinkede eller bortkommer.
• Den bedste forudsætning for, at en lang rejse forløber ukompliceret for en diabetespatient er, at denne har godt kendskab til sin sygdom og er fortrolig med kontrol og behandling af denne.

Dårligt reguleret type 1 diabetes

I forbindelse med uopsættelig eller længerevarende transport af en patient med vanskelig ind-stillelig blodsukkerniveau, vil der ofte være behov for ledsagelse af en læge, der kan monitorere patientens blodsukker og urin undervejs, og som vil være i stand til at behandle både hyper- og hypoglykæmi.

Comna diabeticum

De fleste flyselskaber accepterer først lufttransport af patienter efter egentligt coma diabeticum, når patienten er stabiliseret, og der er gået mindst 5 døgn efter hændelsen.

Nyrelidelser

Nyrelidelser giver normalt ikke store problemer i forhold til flyvning. Følgesygdomme såsom infektioner og anæmi har dog betydning; således kontraindicerer Hgb < 4,5-5,0 normalt flyvning med rute- og charterfly. For dialysepatienter gælder at de i forbindelse med flyrejse behandlingsmæssigt skal være optimerede forud for denne. De skal der være sikret videre behandling på den nye destination – noget patientens vanlige dialysecenter, dialysefirma eller patientforeninger ofte vil være medvirkende til at arrangerer.

Kronisk nyresvigt der ikke kræver dialyse

Ved planlægning af specielt længere flyrejser for patienter med fremskreden uræmi, skal der lægges en plan for minimal- eller maksimal væskeindtagelse og eventuelle begrænsninger i kostens elektrolytindhold. Specielt for patienter på grænsen til dialyse er det vigtigt at optimere deres tilstand frem til flyrejsen.

Ledsagelse: Patienten vil normalt kunne rejse uledsaget som almindelig passager på fly.

Kronisk nyresvigt der kræver dialyse

Hæmodialyse (HD)

Hvis en patient i kronisk hæmodialyse skal rejse på ferie eller andet længere ophold er det vigtigt at der er sikret minutiøs kontakt til dialysecenter på det nye opholdssted. Det nye dialysecenter skal før rejsen have al relevant information om patientens tilstand, og aktuelle dialyse. Dialysecentret skal have information om adgangsvejen til dialyse:

- permanent – såkaldt arterie-venøs fistel eller shunt eller

- temporært – via et hæmodialysekateter indlagt i central vene.

Forud for rejsen skal der være aftalt tid til dialyse i det nye center.

Hvis en patient i kronisk hæmodialyse skal rejse længere med fly, bør denne have foretaget HD så tæt på flyafgang som muligt. HD’en bør være minimum 1 time længere end normalt for at sikre patienten er i optimal tilstand. Patienten må ikke have anæmi der kontraindicerer flyvning.

Ledsagelse: Patienten vil normalt kunne rejse uledsaget som almindelig passager på fly.

Peritonealdialyse (PD)

Mange patienter er i behandling med PD i hjemmet. Behandlingen varetages normalt af patienten selv eller et familiemedlem. Hvis patienten skal på en længere flyrejse, er det vigtigt, at al udstyr til den videre behandling er klar på ankomststedet. Dette kan f.eks. foregå ved aftale med et dialysecenter på stedet.

Patienten skal være veldialyseret op til afrejsen. Ved flyvninger over 8 timer kan der være indikation for skift af dialysevæske under flyvningen. Patienten skal derfor have mulighed for pladsforhold, som kan tillade dette. Det skal endvidere sikres at flyselskabet acceptere PD.

Patienter i PD har normalt 200 ml fri luft intraperitonealt. Under flyvning vil denne luft og tarmluften udvide sig pga. det nedsatte kabinetryk. For at undgå mavesmerter i forbindelse med dialysen benyttes derfor en reduceret mængde dialysevæske, ca.1,5 l mod normalt 2,0 l.

Patienten må ikke have anæmi der kontraindicerer flyvning.

Ledsagelse: Hvis patienten er vant til af klare PD’en selv kan denne rejse uledsaget. Hvis ikke skal denne ledsages af en der er vant til PD. Flyselskabet vil kunne kræve en ledsager. Der skal laves MEDIF til rejsen.

Urinvejslidelser

Nyresten / uretersten

Nyrestensanfald kan være særdeles smertefuldt, og hvis man lige haft et anfald, bør man ikke flyve. Patienten bør have foretaget en CT-scanning eller ultralydsundersøgelse. Hvis det drejer sig om ukompliceret uretersten (ingen urostase eller infektion), kan patienten rejse med fly som rask, når denne har været smertefri i 72 timer. Dette er uanset om der stadig er sten i ureter.

Hvis en patient der stadig har symptomer må flyves til behandling - pga. manglende behandlings- eller undersøgelsesfaciliteter på skadestedet - bør denne ledsages af læge der kan smertedække patienten.

Afløbshindring

Ved forekomst af afløbshindring i fraførende urinveje, herunder uretersten eller blødning med mulighed for udvikling af blæretamponade, bør tilstanden være optimalt belyst og så vidt muligt behandlet eller aflastet før lufttransport.

Nyretransplantation

Efter nyretransplantation må patienten flyve når cikatricen er ophelet, når nyrefunktionen er af en størrelse hvor dialyse ikke er nødvendig samt hvor alle eksterne katetre er fjernet. De kan således godt flyve selvom de har et JJ kateter i den transplanterede ureter. Flyvning som normal passager vil normalt kunne foregå ca. 3 uger efter vellykket nyretransplantation.

< Forrige side     Næste side >